Du er her

En vejledning til grade

- en vejledning til instrumentallærere

ABRSMs gradesystem er et værktøj for læreren til at udvikle elevens talent og gøre undervisningen mere spændende. Gradesystemet indebærer ikke nogen bestemt metode, men har dog en vis betydning for indholdet i undervisningen. Med det mål at udvikle den hele og selvstændige musiker – professionel eller amatør – inddrager gradesystemet skalaarbejde, prima vista/nodelæsning og lyttetræning som en naturlig del af undervisningen på alle niveauer. Herudover lægger gradesystemet vægt på musikalsk mangfoldighed, hvilket kommer til udtryk ved, at mange forskellige genrer fra barok, klassik og romantik til stilarter i det 20. århundrede er repræsenteret i repertoiresamlingerne for de respektive instrumenter.

Ønsket om at udvikle den hele musiker afspejles i de prøver, som knytter sig til gradesystemet, og som afholdes over hele verden. Indholdet i disse gradeprøver er:

  • Tre stykker i forskellige genrer
  • Skalaer og treklange i udvalg
  • Et kort prima vista-stykke
  • En lille lyttetest (bestående af 3-4 forskellige opgaver)

Gradeprøven kan være et middel til at strukturere og sikre kvaliteten af lærerens undervisning og elevens arbejde. Målet er således den læring, som prøven fremmer, og ikke prøven i sig selv. Ikke desto mindre ønsker elev og lærer naturligvis det bedst mulige resultat ved selve prøven. Hvis du er instrumentallærer og gerne vil bruge gradesystemet til en eller flere af dine elever, kan du på de følgende sider læse mere om, hvordan du kommer i gang.

Theme by Danetsoft and Danang Probo Sayekti inspired by Maksimer